Katja Andersen har siden november 2016 arbejdet med den digitale transformation i PwC. I dag står Katja Andersen i spidsen for et team med 12 medarbejdere, der bidrager til at fremtidssikre PwC’s produkter med digitale services og betjeningsværktøjer.
Katja Andersen har været medlem af CURIE Executive siden 2018, hvor hun ofte bidrager med nytænkning og modige vinkler. Jeg er nysgerrig på hendes rejse indenfor det digitale og på, hvad hun tænker om at være ’thought leader’.
Digitaliseringsrejsens opstart
Jeg møder Katja til snak hos PwC om, hvordan hun greb opgaven an, da hun kom til PwC for godt 3 år siden. Katja tager en dyb indånding og fortæller så: ”Jamen man skal jo egentlig ”bare” starte et sted. Skabe et overblik over, hvor man gerne vil have organisationen til at rykke sig hen, og så gå i gang med at lave de små skridt på rejsen. Det er jo i den grad en rejse, og en rejse starter som bekendt med det første skridt”. Desuden er det afgørende, at man får medarbejderne med på rejsen. Vi har arbejdet ud fra 4 steps:
- People – interne digitale kompetencer
- Mindset
- Process – interne digitale systematikker og betjeningsværktøjer
- Digitale produkter/services – markedsløsninger
Små digitale snacks
”For det første har vi fokuseret på menneskene internt og deres digitale kompetencer. For det er afgørende for at kunne stå stærkt i markedet eksternt, at de ansatte er med på digitaliseringsrejsen. Vi har derfor udviklet værktøjer, som kunne bruges internt, og afholdt interne træningsforløb og bootcamps.
”Uden at gå for meget i detaljer på hele vores digitaliseringsrejse, så vil jeg sige, at det vigtigste er at få ændret mindsettet til at være meget mere digitalt og skalérbart. For eksempel kan du ikke skalere ting, der ligger i excel. Du udfordrer din digitale transformation, når det ligger i excel. Og det kan godt være grænseoverskridende for medarbejdere, der har haft styr på deres excel-ark gennem mange år at skulle give slip på det og stole på, at det digitale kan støtte dem endnu bedre. Det handler jo om vaner og ny adfærd”.
Kommunikér simpelt og ofte
Det kan være en ret stor forandring for mange at skulle gøre opgaverne digitale. ”Digitalisering er én ting – at sætte strøm til processerne og få automatiseret arbejdsgangene, men transformationen handler om at ændre adfærd og indføre nye arbejdsgange, og det er jeg meget optaget af. I den forbindelse er det vigtigt, at man fra starten får skabt nogle forståelige og enkle budskaber om digitaliseringen og de ændringer og muligheder, som digitaliseringen medfører. Og så skal man virkelig ikke underkende, at der skal kommunikeres ofte. Det tager tid at forstå nye tanker og få en ny adfærd integreret i en organisation”.
I den forbindelse er det vigtigt, at der kommunikeres på modtagerens præmisser. Medarbejderne skal have budskaberne serveret på deres betingelser og med de forudsætninger, de har for at forstå den digitale transformation. Ellers kan man komme til at tale ned til dem og skabe unødig modstand mod forandringerne. Så mit klare budskab til andre, der står overfor en digital transformation er: Få formuleret enkle, klare budskaber og gentag dem igen og igen”.
Her er Katjas tre bedste tips:
- Kommunikationen skal være simpel og på modtagerens præmisser.Det digitale stammesprog duer ikke i en transformation. Budskaberne skal serveres på modtagerens betingelser for at forstå vores digitale transformation. Ellers kan man komme til at tale ned til dem og skabe unødig modstand mod forandringerne.
- Der skal være eller bygges et digitalt fundament.Selv små gode ideer eller quick wins, som virkelig er vigtige at få skabt i en organisation, der skal i gang med digitalisering, har brug for, at der er digitale kapabiliteter at bygge på. Vi har investeret i Data & Analytics miljø, RPA miljø mv – og både teknik og kompetencer.
- I en virksomhed som vores betyder compliance alt.Men det er noget, som alle skal sørge for at tænke ind for med love som GDPR og de cybertrusler, der hersker er det helt essentielt at tænke sikkerhed ind i de digitale løsninger fra starten.
Dyb specialkompetence
Katja Andersen kan slet ikke skjule sin begejstring, når det kommer til specielle emner indenfor digitalisering. Hun udtrykker det selv sådan her: ”Jeg kan slet ikke stoppe mig selv, når jeg taler om data analytics til virksomheder. Det er SÅ fedt! Det kan virkelig noget helt særligt og er et område i vækst, da digitalisering er blevet et afgørende konkurrenceparameter og et centralt omdrejningspunkt i forretningsstrategier: For Katja er det desuden afgørende at have en dyb specialkompetence, uanset hvilket området man har som ekspertise: ”Jeg mener, det vigtige er, at du finder et emne, som du bliver mester i. Et emne, som du nørder i bund og udvikler en dyb specialkompetence indenfor. Man bliver ligesom et vidensbibliotek for andre og kan gå ind i andres cases på præcist det område og forholde sig til det i dybden. Det der med at kunne lidt af det hele – det gør dig ikke til ekspert i noget som helst. Det handler om fokus og begejstring for emnet selvfølgelig – for det kan andre mærke.”
Fællesskabsfølelsen, der opstår omkring, opgaven er den fedeste
En ting er at kunne se den digitale rejse foran sig og skabe overblik over de enkelte trin i transformationen – noget andet er at være leder af den og lykkes med det.
”Altså jeg er ret heldig med min baggrund. Jeg er egentlig ikke teknisk uddannet, men har arbejdet med digitalisering strategisk i mange år. Jeg har erfaring som konsulent, hvor jeg talte med kunder og lavede salg. Jeg har været med til at udvikle telefoner fra idé til et egentligt produkt. Og så har jeg lavet en del blandet indenfor træning, kommunikation, ledelse, mv.
Grunden til, at vi lykkes i PwC, er helt klart de gode og dygtige medarbejdere. Når vi ansætter nye, råder jeg altid til, at vi skal vælge nogle, vi gerne vil være sammen med. Mennesker som vi har lyst til at tilbringe dagen sammen med. Brug mavefornemmelsen. Selvfølgelig skal de kunne det rent faglige – men det er vigtigt, at holdet forstår den fælles opgave, så vi løfter i flok. Fællesskabsfølelsen, der opstår omkring opgaven, er det fedeste.”