Livet er konstant fyldt med gentagelsen af det nye – og hver gang er det svært
De fleste af os husker ikke det første skridt, vi tog som baby. Men det må have været enormt grænseoverskridende. Du læner dig let forover, og planter et ben foran det andet for ikke at tabe balancen. Du er usikker. Men du bliver nødt til at læne dig ind i usikkerheden for at komme i mål med det, du havde sat dig for. Måske var det så grænseoverskridende, at der er en god grund til, at vi ikke kan huske det.
Og sådan fortsætter det hele livet. Den første skoledag, det første kys, den første håndboldkamp, den første eksamen, det første “jeg elsker dig”, første jobsamtale, første dag på arbejde, første dag som mor, som chef og som pensionist. Hele livet langt befinder vi os i situationer, som vi står i for første gang. Og hver gang føles det usikkert, maven er urolig, hjertet banker hurtigere, og vi får svedige håndflader.
Hver gang står vi på kanten af vores komfort zone
Livet er konstant fyldt med gentagelsen af at skulle kaste sig ud i noget nyt – og hver gang er det svært.
Faktisk er der nogen, der siger, at det som definerer, om noget er dødt eller i live er, hvorvidt det er i bevægelse. Andre topper det med, at en persons succes i livet kan måles i forhold det antal af ukomfortable samtaler, som han eller hun er villig til at have.
Tidligere i mit liv ville det have gjort en kæmpe forskel, hvis jeg havde turdet at stå frem og fortælle, hvad jeg mener. Hvis jeg havde turdet at bede om hjælp. Hvis jeg havde turdet gå på en date. Hvis jeg havde turdet skrive en bog. Alt det turde jeg slet ikke lige indtil for kort tid siden, hvor jeg blev en del klogere.
Jeg vidste slet ikke, hvad jeg ledte efter, før det var der. Men efter jeg har fundet det, så er der mange ting, som er faldet på plads.
Svaret lå i det uperfekte
Det vil sige alt det, som danner modvægt til det perfekte. For hvis det uperfekte ikke eksisterer, kan det perfekte jo heller ikke opstå. De to er gensidigt afhængige af hinanden. Derfor fandt jeg frem til det uperfekte i mig selv.
Når jeg finder det uperfekte frem i mig, føler jeg mig hel. For dér vælger jeg hele mig selv til. Accepterer alt der er mig. Arbejder med det som jeg gerne vil ændre. Men er mest af alt bare glad og taknemmelig over hvad som er. For det der ér – det er godt nok.
Jeg kan nu fortælle om, at jeg arbejder med investeringer, fordi det er vigtigt for mig som alenemor at have styr på min økonomi. Jeg kan nu fortælle om, at det kan være ensomt at have sit eget firma, om min frygt for at fejle som mor, og om at jeg har fået en smådellet mave efter jeg blev 40. Og jeg kan fortælle om det hele med stolthed og ro.
For jeg ved nu, at det perfekte kun eksisterer med det uperfekte. At det er det uperfekte, som giver balancen og styrken til fremskridt. Derfor kan jeg kun opfordre til, at du begynder at fremelske det uperfekte i dig.
Kvinders kamp mod det perfekte
Alt for ofte møder jeg kvinder, der er blevet selvstændige, og som prøver at fremstå perfekte – hele tiden. Og ikke nok med at det slider dem op, det skubber faktisk også kunderne væk fra dem. For kunderne kan ikke mærke dem. De bliver en tom skal, som måske endda gør ligesom alle andre for ikke at risikere at træde forkert. Men det er en KÆMPE fejl. Som selvstændig skal du turde rumme det uperfekte. Det er dét, der skaber hele dig! Og det er det, der adskiller dig fra alle andre! Dét, der gør, at du bliver husket!
